Kære medlemmer af Dansk Føtalmedicinsk Selskab
Hermed et kort nyhedsbrev fra DFMS.
Den seneste tid har på alle måder været ekstraordinær. Verden er på kort tid forandret, og vi kan for tiden ikke mødes i de sammenhænge vi plejer.
I DFMS betød det i første omgang aflysning af vores bestyrelsesmøde i marts. Det var lige i de dage alle tiltag pga. spredning af COVID-19 begyndte i Danmark. Vi måtte aflyse vores bestyrelsesmøde med kort varsel, og overgå til virtuelle møder i forretningsudvalget. Vi oplevede i dagene efter hurtigt at få mange henvendelser fra afdelinger rundt i hele landet vedr. praktiske og faglige overvejelser i den nye situation, og inviterede derfor til en løbende mail-korrespondance mellem afdelingerne mhp. at udveksle informationer og erfaringer om Corona-virus og COVID-19 specielt for føtalmedicin. Der opstod i den korrespondance hurtigt forslag om video-morgenmøder, og det er fantastisk at mærke det samarbejde vi har på tværs af landet i føtalmedicin, og hvor stort udbytte der kan være af at samarbejde og hjælpe hinanden.
Da vi aflyste vores bestyrelsesmøde i marts forestillede vi os ikke, at situationen også kunne få indflydelse på arrangementer som lå flere måneder frem. Men nu har vi måtte tage beslutning om aflysning og udskydelse af en række arrangementer:
· Det planlagte kursus i skeletdysplasi den 10. juni aflyses. Vi håber at kurset kan afholdes næste år.
· Vi forsøger at fastholde generalforsamling som planlagt den 10.06 om eftermiddagen, måske under andre former.
Der er jo stor sandsynlighed for at vi, i henhold til aktuelle retningslinjer, ikke må samles ret mange mennesker, så vi er ved at se på alternative løsninger, bl.a. en delvis virtuel generalforsamling. Det skulle være en acceptabel løsning, men på ingen måde hverken sjov eller optimal. Vi melder ud med mere præcise informationer herom i løbet af den kommende uge, og I vil snart modtage information vedrørende valg til bestyrelsen fra de udpegede valgformænd i regionerne.
Så bevar krydset i kalenderen den 10.06 om eftermiddagen.
· Modulkurser 3 og 5 er udsat, foreløbigt til efteråret.
Vi håber at se mange af jer på en eller anden måde den 10. juni, og at vi kan byde nye medlemmer velkommen i næste års bestyrelse. Der venter helt sikkert endnu et spændende og sjovt år i DFMS.
Mange hilsner
Puk Sandager, på vegne af forretningsudvalget DFMS.